Oliver Schouw

01-02-2021

Jeg er uddannet i BINGN, den nordiske landbrugsuddannelse for biodynamisk landbrug, har siden 2014 arbejdet med landbrug og siden April 2018 arbejdet sammen med Leif Rørbye om at passe køerne på Barritskov.  I sommeren 2019 var jeg på et 10-dages kursus i Holistic Management afholdt af Savory Institut og dette kursus foregik i udkanten af Maasai Mara i Kenya. Her var det virkeligt interessant at se hvordan denne nye måde at håndtere ens omgivelser kan være så kraftfuld. I løbet af nogle få år havde de genskabt muligheden for deres køer til at trives i et ellers goldt og tørt landskab. Det havde også medført at bl.a. elefanter, løver, giraffer og enormt mange andre drøvtyggende flokdyr var vendt tilbage til området som nu kan bruges som en turistattraktion. Det gør det muligt for Maasai folket at opretholde deres traditionelle livsstil i tæt forbindelse med deres husdyr og landskabet. En ellers truet livsstil der med ørkendannelse bliver mere og mere vanskelig at opretholde. Det var vigtigt for mig at se at Maasai’erne og de andre nomadiske hyrdefolk med deres livsstil er en meget essentiel del af deres omgivelsers fødevareproduktion.

Som ellers nævnt passer vi køerne på Barritskov og øver os hver dag i at arbejde Holistisk. Jeg går med mange spørgsmål, fx emnet omkring kulstof, metan og vores luft, vores atmosfære –også vores jord, frugtbarheden, strukturen, produktiviteten. Jeg syntes der er mange ting at tage fat på og allerede med min korte erfaring med landbrug har jeg hørt om så mange forskellige bud på hvordan vi konstruktivt går til værks mht. det meget omdiskuterede klima.

Derfor er jeg glad for at foreningen for Holistisk Planlagt Afgræsning er blevet til og arbejder for vi kan få lavet en Savory hub i Danmark hvor vi kan fortsætte med disse spørgsmål. Helt konkret, i dagligdagen. Det er mit ønske at landmænd, dyreholdere, gartnere, biologer, forskere, lærere, forbrugere og alle andre, da vi alle er afhængige af at vores økosystem kan bære vores eksistens, kan mødes i en skabende dialog for at finde ud af hvordan vi bedst må bære os ad med at opretholde en verden som vores børnebørn kan leve i.